26. DAG

Udødelighed (fortsat)

Af ANNE KNUDSEN

Under socialismen troede folk i Rumænien på et hvilket som helst rygte, bare det ikke havde stået i avisen. Det, der stod i avisen, var nemlig altid løgn, og deraf fulgte – næsten – logisk, at alt, hvad der ikke stod der, til gengæld måtte være sandt. I nutidens Danmark fungerer alternativ medicin på nogenlunde samme måde. Hvis lægevidenskaben ikke kan bevise, at det virker, er der så meget desto mere grund til at have tiltro til det. Man kan altså ikke gå ud fra, at den mundtlige fortælling om sande begivenheder og store gerninger kun findes i samfund uden skrift. Da burgunderriget gik under, var ikke så få mennesker i Europa skriftkyndige, da Cleopatra fik sit ry, læste hendes bagtalere bøger og skrev breve til hverandre, da Konstantinopel faldt til den tyrkiske sultan, som ved denne lejlighed for tid og evighed ødelagde tyrkernes rygte i Europa, blev der skrevet og læst på livet løs, og da børnesangene fortalte, at Napoleon var en tapper kriger (men ved I så også, hvad man siger? Han kyssed’ alle pigerne. Han med sit hele kompagni fik øllebrød med klumper i, fik ølle-brød – med klumper i) og at Mallebrok er død i krigen, filiong-gong-gong og tingelingeling, gik mange af de ungdommelige sangere i skole. Men på trods af læsefærdighederne er rygtet om disse personer og deres bedrifter ikke noget, der først og fremmest er blevet skabt på skrift. Et eller andet ved dem undslap verifikationens og faktualitetens spændetrøje og gav sig til at vokse vildt i den kollektive samtale.
Heller ikke de gennemalfabetiserede befolkninger i nutidens informationssamfund lader sig nøje med fakta. Hvem har ikke hørt om alligatorerne i New Yorks kloakker, den lille, gamle dame, der tørrede sin hund i mikrobølgeovnen, eller turisten, som fik stjålet sin nyre i Rio? De fleste personlige ry i nutiden er imidlertid vanry. Uanset, hvor mange gange O.J. Simpson og Michael Jackson bliver frikendt, vil de aldrig blive renset. Dét ser man præcis af den mundtlige kultur. Ja, undskyld, hr. præsident, men vi har en dårlig nyhed. Den blodige handske passer Hillary… Hvad er det, der er hvidt og hopper op og ned i en barnevogn? Jo, det er Michael Jacksons røv…
Kun ganske, ganske få personer i vor tid samler heroiske legender omkring sig. Mother Teresa har et ry, men ikke nogen omfattende legende. Om Nelson Mandela kan man sige det samme. Stalin og Mao har legender, der stadig er i omløb i den brede befolkning i deres hjemlande, selv om deres vanry trives i andre sociale lag. Om Che Guevara og Evita Peron findes der ganske vist ansatser til egentlige legender, men ingen af de to har vist tegn til at blive samlingspunkt for større, episke kredse af fortællinger. Deres historier er på en måde for kortfattede eller énstrengede til at udvikle sig til den rigtige, århundredlange, holdbare legende. Af de to er Evita den bedste kandidat til evigt ry. I Argentinas landdistrikter vokser hun stadig, så måske vil hendes ry virkelig en dag skulle tælles blandt de store.

Marilyn Monroe, John F. Kennedy og Robert Kennedy er nok de bedste eksempler på personer, der i vores egen tid er ved at få en rigtig sagnkreds opbygget omkring deres liv og død. Hvert år bliver der lagt nye lag af fortælling oven på den oprindelige, uopklarede begivenhedsrække, som knytter de tre sammen og forbinder dem med verdenshistorien. De er alle tre blevet både smukkere og ædlere, end de var, da de endnu var i live. Men hvis de ikke havde været smukke og karismatiske, mens de levede, ville de allerede være glemt. Og hvis der ikke havde været rigtige, politiske konflikter, farer og forandringer på dagsordenen i Kennedy-brødrenes æra, ville vi ikke engang længere huske dem for deres sunde udseende og velplejede tænder. Hvis endelig alle tre hovedpersoner ikke var døde under mystiske omstændigheder, ville deres fælles livs forviklinger med sex, sprut, penge og utroskab sikkert først og fremmest forekomme os lidt lurvede.
Hvis de alle tre var blevet gamle, tandløse, tyndhårede, sentimentale og gangbesværede, ramt af Alzheimers eller Parkinsons sygdom, overvægt og forhøjet blodtryk, slået ved præsidentvalg og vraget for yngre stjerner, ville deres historie bare være én blandt utallige. Men de døde altså – måske – af det. De døde – måske – for deres politiske synspunkter og for deres kærlighed. Legenderne er i hvert fald helt sikre på, at sammenhængen var der. Legenderne lever af netop dét.

Det kan man måske lære noget af. Måske er det nemlig ikke kun sådan, at vi først efter menneskers død er i stand til at konstatere, om deres ry holder eller ej. Måske er forbindelsen mellem morte og fama ikke bare den, at ryet er udødelighed, at ryet er dét, der overlever døden. Noget kunne tyde på, at forbindelsen er meget mere direkte. Helgener er ofte martyrer. Deres død er forbundet med deres ry. De er berømte for nøjagtigt det, de døde for. Så måske er rigtig fama forbundet med døden på en anden måde. Livet og personen skal ganske vist være ekstraordinære, men det er ikke tilstrækkeligt. Formentlig skal det altid hænge sådan sammen, at døden har logisk forbindelse til de legendariske personers liv og stræben, de gerninger, vi fortæller om. Betingelsen for, at en legende kan vokse, er at den allerede har en begyndelse, en handlingsgang og en slutning, som hænger sammen, en klar form. Så kan man udbygge med utallige bihistorier, uden at der sker noget med legendens struktur. Legender vokser på midten. Men hvis personerne dør af noget som helst andet end det, som udgør substansen i historien, er fortællingen om dem mangelfuld. Og mangelfulde historier egner sig ikke som legender. De vokser ikke.
På den måde kan man ane, at fama altid er et æstetisk anliggende. At det altid er et spørgsmål om form og altså altid – på sæt og vis – kunst.

ARKIV: ISBJERG/ICEBERG

“Bride af the ice”, Nogle rejsebilleder, 1980

 

DAGENS GENSTAND: TÆNDSTIK/MATCH

 

BOG:
ANGST OG SORTSEENDE
FØLSOMT OG SÅRBART
AMBROSISK OG EKSALTERET
INTIMT OG IDEALISTISK
FORSTÅENDE OG SØRGMUNTERT
YNDIGT OG MENNESKELIGT
MORALSK OG STORSLÅET
TIDLIGT OG FREMMELIGT
SVÆRT OG MAGELØST
DOMINERENDE OG UUDSLETTELIGT
PRÆGTIGT OG GLIMRENDE
ENESTÅENDE OG RESIGNERET
EPIDEMISK OG SMERTELIGT
STADSELIGT OG VÆRDIGT
BETINGELSESLØST OG SPECIELT
UFÆRDIGT OG EFTERLADT
UTROLIGT OG RIGT
BERØMT OG ACCEPTERET
RELATIVT OG STORT
MONUMENTALT OG ORGANISK
VIDUNDERLIGT OG KUNSTNERISK
METALLISK OG DÆMONISK
LIDENSKABELIGT OG KÆLENDE
GENIALT OG PROVOKERENDE
ADSTADIGT, DYBT OG ASFALT­SORT