FAITHLESS DRAPERY....ABOUT DRAPERY

In 1987, when Kirsten Justesenwas asked by J. F. Willumsens Museum to do an exhibition as a comment on Willumsen’s work, she demonstrated her fundamental interest in draperies by specifically choosing drapery, from a range of options, to be her theme and field of exploration. The exhibition was entitled Unfaithful Drapery on Willumsen and was constructed as an untraditional focusing on draperies as formal and signifying elements.

1991-94 saw the work MEMBRANE, a series of photos of the artist, her body hidden by a large piece of rubber cloth which is stretched to take form after the body. The wafer-thin rubber cloth becomes a membrane which sharply defines the demarcation of the body and the surrounding space, but its material nature also makes it an element rendering the basic form visible. It becomes the linguistic expression of form.

DRAPERYfrom 1995 consists of a series of five photographs. Each photo shows thin white cloth draped around a figure against a white, slightly draped background, causing the form to appear like a high relief, particularly in the two final photographs of the series. It is impossible to work with drapery without consciously or subconsciously entering into a dialogue with ancient tradition. Classical use of drapery aims to define and idealise the body being represented, but in certain periods of art history, draperies have existed independently as decorative elements and symbolic images of the mental condition of the persons being represented.

In DRAPERY the body is present, but covered. Parts of it present themselves clearly, so that its form can be deduced. The head and the limbs, which are normally visible and determine the person, are also covered. The body has been rendered anonymous – and enigmatic. In most of the photographs it is difficult to make out the head. The body is what is essential. As in classical sculpture, the existence of the body is testified to by its volume, rendered visible by light and shadows in the draperies of the covering.

But the body does not appear as pure form only. This applies particularly to the first three photos in the series. The positions of the body are open like positions of lovemaking or childbirth, moment of lived life. An opposition is felt between this life manifesting itself in the body and the covering draperies which take on a constrictive feel, like a chrysalis in a (slightly large) cocoon. Unlike classical sculpture – and MEMBRANE – where the draperies and the body are in accordance insofar as one is an organic expression of the other, DRAPERY features a modern dissonance between that which is hidden and that which simultaneously is hidden and shows that which is hidden. The draperies become visible as independent linguistic utterances, presenting not only answers but also astonished questions.

In the catalogue for Unfaithful Drapery on Willumsen,1987, Kirsten Justesensays: ”…How that which cannot be seen becomes visible by being covered up…..Coverings. Uncoverings. Faithless drapery.”

Elisabeth Delin Hansen 1999

Elisabeth Delin Hansen *1948
1976 Mag art in art history. 1979-85 Director of Køge Sketch Collection. 1985 – 93 Statens Museum for Kunst, Copenhagen.
 Director of Nikolaj, Copenhagen Contemporary Ar tCenter since 1993.

VANTRO DRAPERI...OM DRAPERIER

Da Kirsten Justeseni 1987 af J. F. Willumsens Museum blev inviteret at lave en udstilling som en kommentar til Willumsens virke, demonstrerede hun sin fundamentale interesse i draperier ved ud af flere muligheder netop at vælge dem som undersøgelsesfelt og tema. Udstillingen fik titlen Troløst Draperi på Willumsen og blev opbygget som en utraditionel fokusering på draperierne som formelt og betydningsbærende element.

I 1991-94 fulgte Membran, en serie fotos af kunstneren, der med sin krop skjult af et stort stykke gummidug strækker det, således at det former sig efter kroppen. Den papirstynde gummidug bliver en membran, der knivskarpt markerer grænsedragningen mellem kroppen og det omgivende rum, men på grund af dens materialitet også et element, der synliggør den elementære form. Den bliver formens sproglige udtryk.

Draperierfra 1995 udgøres af en serie på fem fotografier. På hvert foto ses tyndt hvidt klæde draperet omkring en skikkelse på en hvid, svagt draperet baggrund, således at formen især i billedseriens to sidste fotografier fremtræder med karakter af et højt relief. Det er ikke muligt at beskæftige sig med draperier uden bevidst eller ubevidst at forholde sig til den antikke tradition. Den klassiske brug af draperier tager sigte på at definere og idealisere den afbildedes krop, men i visse kunsthistoriske perioder har draperierne levet deres eget selvstændige liv som dekoration og symbolsk billede på personens psykiske tilstand.

I Draperier er kroppen er tilstede, men dækket. Den træder partielt tydeligt frem, således at man kan deducere sig frem til dens form. Også hovedet og lemmerne, der normalt er synlige og bestemmende for personen, er dækkede. Kroppen er anonymiseret - og gådefuld. På de fleste af fotografierne er det vanskeligt at skelne hovedet. Kroppen er det essentielle. Som i en klassisk skulptur bevidnes kroppens eksistens af dens volumen, synliggjort af lys og skygge i dækkets draperier.

Men kroppen fremstår ikke kun som ren form. Det gælder især for seriens tre første fotos. Kropsstillingerne er åbne som elskovs- eller fødestillinger, øjeblikke af levet liv. Man oplever en modsætning mellem dette liv, der manifesterer sig i kroppen og de dækkende draperier, der får karakter af indespærring som en puppe i en (lidt stor) kokon. I modsætning til den klassiske skulpturtradition - og til Membran -, hvor der er en overensstemmelse mellem draperierne og kroppen i den forstand at det ene er et organisk udtryk for det andet, er der i Draperier en moderne dissonans mellem det skjulte og det, der på en gang skjuler og viser det skjulte. Draperierne bliver synlige som selvstændig sproglig ytring, som ikke kun rummer svar men også forbløffede spørgsmål.

I kataloget til Troløst Draperi på Willumsen skriver Kirsten Justesen:
"....Hvordan det, der ikke kan ses, kommer til syne ved at blive dækket til.......Tildækninger. Afdækninger. Vantro draperi.

Elisabeth Delin Hansen 1999

Elisabeth Delin Hansen* 1948. 1976 Mag. art i kunsthistorie. 1979-85 Leder af Køge Skitsesamling. 1985-93 Statens Museum for Kunst.
Siden 1993 leder af Nikolaj Udstillingsbygning.