THE CLASS STRUGGLE 1976
It is a historical picture. Like a historical painting. At the same
time, it is, of course, glaringly, also a propaganda poster. I am
reminded of the days when the annual Women’s Festivals in
Fælledparken (‘The Common’, a park in Copenhagen) were opened under
the battle-cry “No women’s struggle without class struggle, no
class struggle without women’s struggle.” It was a battle-cry which
helped demarcate the Women’s Movement of the 1970s from the old
Women’s Movement, the woman suffrage movement, Dansk Kvindesamfund
(the Danish Women’s Society) – what we called in those days ‘the
bourgeois women’s movement’. The Redstocking Movement did not
simply want equal rights under the current conditions; they wanted
a far more extensive, revolutionary change of those conditions. In
this sense the Redstockings were part of the left wing.
However, as the picture shows, there was constant tension between women’s struggle and class struggle: the class struggle is present in public space, but the woman is embedded in the private chores of the kitchen space, surrounded by children and the paraphernalia of cleaning and cooking. In her slatternly-intimate attire, indicative of both the private nature of the housework and of the preparations for prettifying the female body, bare legs in the housewifey slippers and curled-up hair, this woman is far from the barricades of the class struggle.
So what is the picture really agitating for? With her back
turned on kitchen implements and children, a cigarette in her hand
and her concentration on her reading, the woman signals detachment
from the cluttered domestic world and involvement with the social
world outside: liberation from the role of housewife.
Visually,however, her figure is paralleled by the two children
flanking her and by the nude sculpture in the background, whose
pose and nakedness she almost echoes, just as she and the children
echo the shape of the vacuum-cleaner with their upper bodies, while
the swing of her hips and the angle between her legs correspond
visually to the arch of the vacuum-cleaner hose and the triangle
between the two parts of the vacuum-cleaner pipe.
If the cover of her reading matter had not said THE CLASS STRUGGLE
in unrealistically large types,(a didactic implant in the
photograph), this woman could be a classic homebound mother at her
morning coffee and paper. As it is, she is obviously a staged or
retouched figure. A picture, then, of discrepancy, or irony if you
like. But the direction of the irony is not clarified, ambiguous.
Just like the way that the picture is visually characterised both
by the minimalist strictness of form of the art of the seventies
with its intersecting vertical and horizontal lines, as well as by
the chaotic clutter of details of the everyday snapshot, defusing
the solemnity (and self-importance) of art photography.
All these features link Justesen’s 1976 picture with classical
paintings from the artist’s studio: they, too, are often
programmatic in character, depicting the artist allegorically
and/or realistically in the context of the workplace. And in both
cases there is within this frame a quantity of objects that keep
the eye busy; and often there is also an enigmatic quality – here,
in particular as regards the spatial perspective: where are the two
children really? Is there a space between the kitchen table and the
wall?
Tania Ørum, 1999
KLASSEKAMPEN 1976
Det er et historisk billede. Som et historiemaleri. Samtidig er
det naturligvis, iøjnespringende, også en agitationsplakat. Mig
minder det om dengang, de årlige Kvindefestivaller i Fælledparken
blev startet under slagordet: "Ingen kvindekamp uden klassekamp,
ingen klassekamp uden kvindekamp". Det var et slagord, som var med
til at afgrænse kvindebevægelsen i 1970'erne fra den gamle
kvindebevægelse, forrige bølges stemmeretsbevægelse, Dansk
Kvindesamfund - det, vi dengang kaldte "den borgerlige
kvindebevægelse". Rødstrømpebevægelsen ville ikke blot ligestilling
på de gældende betingelser, men en langt mere omfattende,
revolutionerende ændring af betingelserne. I den forstand var
Rødstrømperne en del af venstrefløjen.
Som billedet viser, var der imidlertid også altid en spænding
mellem kvindekamp og klassekamp: Klassekampen er på plakaten i
offentligheden, men kvinden er indlejret i køkkenrummets private
gøremål med børn, rengørings- og madlavningsremedier omkring sig. I
sit sjusket-intime antræk, der både angiver det huslige arbejdes
private art og forberedelserne til forskønnelse af den kvindelige
krop, med bare ben i de husmoderlige sutsko og curlere i håret, er
kvinden langt fra klassekampens barrikader.
Så hvad er det egentlig, billedet agiterer for? Med sin ryg til
køkkenredskaber og børn, cigaret i hånden og sin koncentration om
at læse signalerer kvinden en bortvendthed fra den rodede
hjemmeverden og et engagement i den sociale verden udenfor:
Frigørelse fra husmorrollen. Visuelt parallelliseres hendes
skikkelse imidlertid med de to børn, der flankerer hende, og med
den nøgne skulptur i baggrunden, hvis positur og afklædthed hun
næsten gentager, ligesom både hun og børnene gentager støvsugerens
form i deres overkroppe, mens svinget i hendes hofte og vinklen
mellem hendes ben visuelt svarer til støvsugerslangens bue og
trekanten mellem støvsugerrørets to dele. Hvis der ikke med
urealistisk store bogstaver havde stået KLASSEKAMPEN på læsestoffet
(hvad der gør det til et didaktisk indmonteret fremmedelement i
fotografiet), kunne kvinden være en klassisk hjemmegående ved
formiddagskaffen og avisen. Nu er hun tydeligvis en iscenesat eller
efterretoucheret figur. Et billede, altså, af
uoverensstemmelse, eller ironi om man vil. Men hvilken vej ironien
retter sig er uafklaret, flertydigt. Ligesom billedet rent visuelt
både præges af halvfjerdserkunstens minimalistisk formstrenghed i
de gennemgående lodrette og vandrette linier og
hverdags-snapshottets kaotisk vrimmel af uordnede detaljer, der
afmonterer kunstfotografiets (selv)højtidelighed.
Alle disse træk forbinder Justesens billede fra 1976 med de
klassiske malerier fra kunstnerens atelier: Også de har ofte
programmatisk karakter, idet de som her allegorisk og/eller
realistisk fremstiller kunstneren i arbejdsstedets kontekst. Og i
begge tilfælde er der inden for denne ramme en mængde genstande,
som bliver ved med at beskæftige øjet, og ofte også en gådefuldhed
- her især i det rumlige perspektiv: Hvor er det egentlig de to
børn opholder sig? Er der et rum mellem køkkenbordet og
bagvæggen?
Tania Ørum, 1999