KIRSTEN JUSTESEN

Med analytisk iagttagelse som vigtigt redskab igangsatte Kirsten Justesen for snart tredive år siden en kunstnerisk proces med skulpturen som grund­læggende udgangspunkt. Et udgangspunkt, som eksperimenterende er blevet fastholdt i mange forskellige medier og materialer for at artikulere det tredimensionelle anliggende: Form - med det mest nærliggende udspring, kunstnerens egen fysiske eksistens i Verden - den sansende og producerende krop.

Kirsten Justesens forskning og udtryk er et fundamentalt udsagn om suveræ­nitet og radikalitet og hele hendes arbejde - der gennem årene foruden skulptur og fotografi har omfattet installationer, aktioner, plakater film, video og også scenografi - skal ses i det lys.

En kønspolitisk holdning og påstanden om at handling skaber forandring, gjorde hende til en central person i det kunstneriske opbrud i de sene 1960'­ere, der kulminerede med hendes separatudstilling HUSMORBILLE­DER på Tranegår­den i Gentofte og den store internationale kvinde udstilling på Char­lot­tenborg i København i 1975.

Kirsten Justesenudtrykker sig enkelt og koncist. Hun bruger sin egen krop til at fastholde en skulptur, der også er en forskningsproces. I fotografierne indgår kroppen også, nu som det styrende formelement i udforskningen af sammen­hænge med f.eks. faxmaskiner, helikoptere, fiskerbåde, silke, udsigter og fodboldbaner.

En kontekst kan bevares og fastfryses, lægges på is og tilføje for­styrrende indtryk. Tilstande, der leder direkte frem til det store projekt SMELTETID # 5, hvor is fysisk og metafysisk er det afgørende materiale. Anvendeligt, fordi det muliggør inddragelse af grundelementet vand som stivnet form. Isen bliver som en beskyttende hård skal, kun delvis gennemsigtig, et både sanseligt og producerende indslag i skulptur, kropsfotografi og totalinstalla­tion.

Al form beror på, hvad vi husker. Med brugen af erindrede og genkendelige billeder går Kirsten Justesen blot videre for at overskride det fastlagte, for at undersøge forandringens mulighed og undervejs standse op i foreløbige tilstande - det tredimensionelle, husket i et øjeblik. Og videre endnu, nær­mere sin begyndelse : Hvem var hun ? Det evigt overstadige spørgsmål.

Ann Lumbye Sørensen 1994