PRESSEMEDDELELSE
KIRSTEN JUSTESEN - MELTINGTIME #11
31. januar - 14. marts 2004
Dagligt 14-17, onsdag 14-20, mandag lukket
Billedhuggeren Kirsten Justesen, der er født i 1943 og uddannet på Det Jyske Kunstakademi samt Kunstakademiet i København, har siden begyndelsen af 1960'erne indtaget en central plads i dansk kunst. Hun har eksperimenteret med det skulpturelle og tredimensionale udtryk i mange forskellige medier og materialer samt arbejdet i koncept-, proces- og bodyart-genrerne.
Et gennemgående element i Kirsten Justesens arbejde er de iscenesatte fotografiske tableauer, hvor den levende kvindekrop indgår som element i det skulpturelle udtryk. Kirsten Justesenarbejder ofte i serier, som er bearbejdet ud fra forskellige tematiske indfaldsvinkler. Den mest markante serie er MELTINGTIME, som Kirsten Justesenhar arbejdet med siden 1980 og installeret på 11 forskellige kunstscener i ind- og udland.
MELTINGTIME #11 er den seneste total-installation over temaet som resultat af fortsatte undersøgelser af skulpturens væsen. Udstillingen består af nye objekter af is: hænder, fødder, is-stave og is-kjoler. Dertil kommer fotografiske billeder med kvindefigurer i berøring med forskellige is-formationer.
I udstillingens åbningstid vil is-objekterne starte en
smelteproces, der varer til lukketid.
Is-skulpturerne optager varmen, tager rummet i besiddelse og
indleder en forvandling. I Kirsten Justesens is-objekter sideordnes
den traditionelle skulptur, som man kan gå rundt om, med
installationen, som man kan gå ind i, og det håndgribelige
forbindes med det abstrakte. I værkerne bliver smeltefænomenet en
metafor for transformation, hvorved et stof overgår fra fast til
flydende form ved tilførsel af varme. Udstillingens is-objekter,
der forsvinder, viser hen til verdens foranderlighed og
forgængelighed - på den måde står de i direkte modsætning til det
traditionsrige skulpturelle monument, som jo hævder en ideel
bestandighed og uforgængelighed. I fotografierne fastholdes
smelteprocessen og metamorfosen i det permanente, men flertydige
udsagn, som møder beskueren.
I forbindelse med udstillingen er udgivet en bog om Kirsten Justesens smeltetider. Her vil man kunne læse om hendes 10 øvrige præsentationer samt den seneste på Kastrupgårdsamlingen. Bogen, der er på 200 sider, er i kommission hos Gyldendal og kan rekvireres på forlaget eller på Kastrupgårdsamlingen fra den 31. januar.
MELTINGTIME #11 blev vist på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa 8.2 - 30.3 2003. Efter Kastrupgårdsamlingen vil udstillingen blive vist på Norrtälje Konsthall i Sverige fra den 30. oktober 2004.
Med venlig hilsen
Inge Dybbro, Museumsinspektør