NEWS
work* at Ormeau Baths Gallery, Belfast
MELTING IN TIME - Katuaq, Cultural Centre of Greenland, Nuuk
EN TEKNOLOGISK HINDE Udsmykning på Århus Universitet
Residency at ISCP New York

PRESSEMEDDELELSE

Et lyslevende kunstværk, en teknologisk hinde - day, night, hot, cold

Et nyt kunstværk i Studenternes Hus byder nu de forbipasserende på en ny oplevelse, hver gang de kommer forbi.

Varme, kulde, dag og nat, kombineret med den nyeste teknologi i form af smart materials - det er hovedbestanddelene i et levende kunstværk i glasgavlen på Studenternes Hus ud mod Nordre Ringgade mod vest. Det nye kunstværk er indrammet i en glasmontre, der er to etager høj og en meter bred, og som oprindeligt fungerede som et væksthus.

- Vores idé var at udtænke et kunstværk, der kunne illustrere processerne i det smalle rum, reflektere, hvad der sker, når den store glasfacade påvirkes af skiftevis lys og mørke, kulde og varme, siger arkitekt Jane Havshøj, der sammen med billedhuggeren Kirsten Justesen står bag det kommende kunstværk.

- Selvom vi aldrig har arbejdet sammen før, så blev vi hurtigt optaget af tanken om at skabe et kunstværk, der skifter udtryk fra omgivelserne, så mødet med værket bliver en ny oplevelse hver gang, siger Kirsten Justesen.

Lyset i natten

Gulvet og loftet er beklædt med en dyb-sort temperaturfølsom film, der afhængig af temperaturen changerer gennem hele farvespektret og som en Rio Negro fra Amazonas omkranser det tidligere tropiske væksthus. De brede vinduessprosser er forsynet med en lysledende folie, der lyser i forskellige nuancer om natten. På første sal er ophængt et gardin, der er vævet af forskellige lysreflekterende tråde, som ved påvirkning af indsuget lys vil oplyse vinduespartiet med et helt specielt grønt fluorescerende lys, når andre lyskilder er væk. Gardinet er udført af den århusianske væver Anne Louise Bang.

Og måske er det netop om aftenen, det lysende kunstværk vil give de forbipasserende den største oplevelse. De to kunstnere har i hvert fald tilbragt adskillige nætter på Ringgaden for at kunne udvælge de rigtige farver til kunstværket.

- Vi var simpelthen nødt til for at se, hvordan lyset fra gaden og bygningerne vil påvirke rummet og kunstværket, siger Jane Havshøj.

Jane Havshøj og Kirsten Justesen er udvalgt af Statens Kunstfond, der har skudt ca. en million i det nye kunstværk, hvoraf langt de fleste penge er gået til at undersøge og kombinere de lys- og temperaturfølsomme materialer.

- De forskellige materialer udviklet i et tæt samspil med Teknologisk Institut i Århus, og det har været meget udfordrende at få kunsten og forskningen til at gå hånd i hånd, siger Kirsten Justesen.

- Aarhus Universitet bliver kaldt en af byens største kunstsamlere, siger rektor Lauritz B. Holm-Nielsen. Nu er det ikke, fordi vi samler på kunst, som så bliver gemt væk. Vi kan til gengæld godt lide, at kunsten er synlig og til stede, der hvor medarbejdere og studerende færdes - og synlig for de mange gæster, der hver dag besøger universitetet. Alle, der kører, cykler eller går forbi på Ringgaden kan se kunstværket - men kun når det er mørkt. Kunstværket spiller godt sammen med Viera Collaros kunstværk "Ekspansion" i Nobelparken. Her får det lys også en markant rolle, når solen går ned.

Om kunstnerne

Jane Havshøj er arkitekt og indehaver af tegnestuen Jane Havshøj Arkitekter, hvis arbejdsområde er byggeri i forskellige skalatrin i ind- og udland. Samarbejdspartnere er ofte billedkunstnere.

Af projekter kan nævnes atelier for billedkunstnerne Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes, Broholm Gods, Mac Baren Tobacco Company Svendborg med billedhugger Torben Ebbesen, ombygning af fabrik i Portugal, opgaver for Moonlight Garden, Forenede Arabiske Emirater, i samarbejde med billedhugger Mogens Møller.

Kirsten Justesens aktiviteter er spredt over en bred vifte af genrer fra body art og performance til skulptur og installation. Hun har baggrund i 1960'ernes avantgardemiljøer, bl.a. Ung Kunst i Århus, og hun blev en pioner inden for de tredimensionale kunstformer, der også inddrager kunstnerens krop som materiale.

Disse eksperimenter førte hende i retning af den såkaldte feministiske kunst, der i 1970'erne forsøgte at bryde med traditionelle værdisystemer. Hendes senere produktion er en bredere undersøgelse af forholdet mellem krop, rum og sprog. Kirsten Justesen modtog Thorvalsen Medaljen i 2005.




 HOME    CONTACT    WEBMASTER