EN TEKNOLOGISK HINDE til et mellemrum

- for day, night, hot, cold

På opfordring af Studenterfonden inviterede Statens Kunstfond i foråret 2004 til at samarbejde om en udsmykningsopgave i MELLEMRUMMET ved Stakladens glasgavle.Udvalgene for henholdsvis billedkunst og arkitektur havde en iværksætterdrøm :At sætte billedkunstnere og arkitekter sammen for, endnu engang, at prøve at manifestere et udvidet greb om et kunstnerisk arbejder i det offentlige rum.

Jane Havshøjog jeg havde ikke noget professionelt forhold til hinanden, men vi sagde ja tak til opgaven. Og man kan vel kun gisne om, hvad Kunstfondens fagudvalg havde af forestillinger om hvad et sådant møde kunne indebære.
Samarbejdet kan nu ses her.

Første indtryk af mellemrummet var meget specielt.
Et rum, der er frataget sit oprindelige indhold.
Et funktionsløst rum, der kun bruges af en vinduespudser for at man skal kunne SE GENNEM rummet, se UD OVER rummet. Og alligevel er der aktivitet i rummet, en kraftig vekslen mellem lys og skygge. En temperatur som at ændre sig alt efter vejret, døgnet og årstid.

Egentlig var det tænkt som et væksthus for tropiske planter som afslutning på komplekset med glas-gavlene. Men I præcist denne gavlafslutning ville dette organiske projekt ikke lykkes.
Planterne ville ikke gro og det fremstod som et rum, der syntes at være forladt i en fart.
Det kaldte på et forslag, der kunne give dette MELLEMRUM et nyt liv. men fortsat at give plads til at en enkelt vinduespudser, kan bevæge sig over glasfladerne og udføre sit erhverv.

Højde 10 meter. Bredde 8½ meter. Dybde 1,05 meter

Vi kunne ikke se forbi flygelrummet med gardinet, en standart Gardisette, der kunne trækkes til eller fra, alt efter den enkelte pianists ønske, om graden af offentlig besigtigelse.
Det brugte gulvtæppe samlet af udskiftelige kvadrater og gipsafstøbningen af Kai Nielsens skulptur, der i årevis har stået som en hvid silhuet, set nede fra gaden, og vaklet på sin skrøbelige sokkel.

GREBET
Kunne vi finde frem til et klart greb og dermed at definere en FÆLLES værkpraksis.
Kunne vi finde et sted, hvor vi kunne mødes, på denne VERTIKALE scene?
Vi KUNNE finde sammen om at afmaterialisere, afmystificere og af-objektivisere kunsten og fastholde en materiel transparens som tillader omgivelsen at konstituere kunstværket i en stedspecifik – langtidsholdbar - installation.
Men kunne vi synliggøre de usynlige processer i rummet, finde en måde at omsætte de mange af naturens kræfter, til at udpege den tilfældige forandring?
– lave spor i en teknologisk hinde?
Turde vi, indenfor budgettet, starte et interplay mellem eksperiment og erfaring
- mellem kunst og virkelighed med det vi havde til vores rådighed af økonomi
Af VARME, KULDE, LYS, MØRKE. SPEJLING – TID

Kunne vi måske skabe lyd af lys og f. eks åbne i dag med en koncert for flygel og omgivelsens klangbillede?
Eller lave farveskift der aftegner omgivelsens kræfter. Skabe lys ud af mørke?
Og uden en transformator, vel at mærke. Uden en udefrakommende styring. Analogt!

SKITSE PROJEKT
Kodeordet blev de såkaldte smart materials, intelligente materialer.
Vi indledte i skitsefasen et samarbejde med Jørn Bech på teknologisk institut i Århus og undersøgte mangfoldigheden af Thermocromics, varmefølsomme farvepigmenter, varmefølsomme folier og lysledende folier– og det blev udgangspunktet for en simpel demonstration af en MULIG teknologisk hinde, der ved temperaturens skiften og lysets skiften til mørke, eksemplificerede vores skitseforslag.
Teknologisk instituts temperaturmålere, blev anbragt på hver etage sommeren over så vi havde et konkret udgangspunkt i Temperaturens udsving. Vores forestillinger holdt principielt, men udforskningen af smart materials kunne føre flere veje…

Skitseforslaget blev princip godkendt af Studenterfondens Bestyrelse og Statens Kunstfond i efteråret 2004, mens vi med en hårtøre opvarmede prøvepladerne, der havde fået en bemaling med termo cromatisk pigment.
Alene hændernes varme fik de flydende krystaller i indkapslet folie til at farveskifte.
Vi fik rejsebevilling til de laboratorier verden over, der var længst fremme i denne teknologi.

Også vores tilføjelse i FLYGELrummet blev godkendt:
En samspillende reflektorisk hinde, i form af et nyt forhæng til musikrummet skulle væves af teknologiske fibre.
Hver fiber tråd skulle have en materiel holdbarhed og derudover byde på en særlig reflektorisk egenskab, der kunne tilføje mangfoldigheden af de teknologiske hinder.
Retro-reflektiv tråd, fosforiserende folie, fosforiserende tråd og iriserende folie
Skulle væves sammen. Og væveren Anne Louise Bang, Århus gik i gang med at udvikle teknikker for KÆDE og SKUD til 38 m2

PROCESSEN
Et teknologisk udforskningsprojekt kunne begynde for alvor.
Hvor er grænsen. Hvor er begrænsningen
Vi blev henrykt forførte af teknologien og legen med smart materials.
Men mange forhold skulle eftersøges, afprøves og falde på plads for derefter at få en tur i Teknologisk Instituts weather o’metret i Tåstrup for at få checket holdbarheden. Holdbarheden – hvor længe skal kunsten kunne holde til prisen?

Smart materials er åbent landskab fyldt af industriens drømme, og der, hvor vi er sikre på at laboratorierne lige er et ryk længere fremme, holder de kortene tæt til kroppen.
Vores eventuelle bestilling kunne ikke nå op på et kvantum, der gjorde os til overbevisende samarbejdspartnere, så vi har været igennem serier af eksperimenter med udgangspunkt i temperaturen, lyset og mørket for at finde det mulige.
Lysstyrkens højde og tidens længde: jo højere vi kommer, følger prisen med.

Hvad er prisen for en DIN standart?
DIN standart er måleenheden for et materialets evne til at afgive indsuget lys. Men lyset skal slukke brat for at opnå den optimale effekt.
En Blå time på vore breddegrader suger langsomt det lys ud, der kunne byde på et optimalt Glow in the Dark.

Det har været en Lang rejse i teknologiens landskab.
UDSMYKNINGENS TRE ELEMENTER ER HER NU.
DE TEKNOLOGISKE HINDER ER FIKSERET I MELLEMRUMMET
Jernkonstruktionen med sprosserne, der tegner det indre rum er monteret med lysledende folie, der afgiver en lysende grøn farve når mørket falder på.
Og tak til Martin Sidelmann for at have den nødvendige viden til overskyet, til tordenvejr, til vintereftermiddage og nat. Men næppe til men Sankt Hans aften. Her træder hinden monteret i loft og gulv ind. Den består af indkapslede flydende krystaller, der byder på et farveskift ved temperaturforandring.
Den kommende sommer vil vise hvor bredt spektret rækker. Vi ved det mest fra vore hjemlige vindueskarme – og weather o’metret.
De indkapslede flager er monteret under hærdet UV-glas lagt i rammer af Glarmester John Sørensen, Århus - og de kan holde til vinduespudserens færden.
Glasflagerne byder på forunderlige refleksioner, der indimellem når helt ind til FORHÆNGET i musikrummet, der reflekterer stille alt efter position.
Kl. 02, når lyset slukkes i trapperummet vil en irgrøn farve oplyse rummet langt ned af Ringgaden og afsløre hemmeligheden – på visse årstider.

Her er dog en kronisk nødbelysning med den autoriserede LUX i et gangforløb døgnet rundt.

Ved et indgreb i det offentlige rum er også de myndigheder, der sørger for at vi ikke kan komme til skade afgørende medspillere i Statens Kunstfonds aktiviteter.
Hermed præsenterer vi så de mange processer i et monumentalt greb om en tilfældig forandring.

Omgivelsen spiller ingen rolle, det gør tilstedeværelsen.
Tag tiden brug sanserne og se selv efter året rundt.
Vi har midlertidigt ophængt tre kvadrater med de varmefølsomme farvepigmenter, så kan i selv iagtage et af forsøgenes korte levetid.

Kirsten Justesen
maj 2006